MOUTHPIECE EXCHANGE
3660 Stenløse

Forside 



Baggrund

Da jeg i januar 2006 fik min første tenorsaxofon*) skulle jeg jo også have et passende mundstykke. Jeg konsulterede internettet og fandt ud af, at udover de 4 - 5 standardmærker man kan få i musikforretningerne, var der et væld af andre fremragende mundstykker at få, nye såvel som mundstykker fra midten af sidste århundrede, hvilke sidstnævnte jeg har valgt at benævne veteranmundstykker. Takket være internettet er disse nu tilgængelige verden over.

Så hvis man mener man kan klare sig uden den professionelle vejledning i musikbutikken, kan man købe et brugt veteranmundstykke på Ebay. Hvis det ikke passer en, kan man altid sælge det igen på Ebay, som regel uden større tab.

Jeg brugte et halvt års tid og fandt et mundstykke, som jeg er rigtig glad for at spille på. Dette gav mig blod på tanden så historien gentog sig med alt- og sopranmundstykker.

Jeg har nu de rette mundstykker til mine saxofoner, men også et større antal mundstykker som jeg skal af med igen, fordi de ikke passer til embouchure, toneideal eller til saxofonerne. I stedet for straks at sætte dem på Ebay, fik jeg den ide først at tilbyde saxofonkolleger at komme og prøve de forskellige mundstykker, hvoraf en del ikke sådan lige er til at få fat i.

Den rette kombination af mundstykke og saxofon er vejen til større spilleglæde. 
Mundstykket betyder nemlig ikke kun noget for tonen og for hvor let det er at spille, men er også af stor betydning for hvor rent saxen spiller.

Efter at et par af mine bekendte har haft fornøjelsen,
lægger jeg nu oversigten over mine mundstykker på nettet så andre også får mulighed for at afprøve samlingen og måske finde et - for dem - bedre mundstykke.

Det ville være rigtig fedt hvis vi dermed også kan mobilisere det
garanteret enorme antal fremragende mundstykker, der ligger ubrugte hen i talløse skuffer og skotøjsæsker landet over. Ikke kun fordi de repræsenterer en stadigt voksende værdi hvad angår de efterstræbte mærker, gamle Otto Link, Meyer, Brilhart, MC Gregory med flere, men tænk hvis de kunne komme i brug igen blandt vore mange dygtige unge saxofonister i stedet for at samle støv.
Man behøver ikke engeng at sende dem til mig. Bare man sender en liste kan jeg formidle kontakten.

*) Jeg havde på det tidspunkt spillet klarinet og siden sopransax og altsax i en længere årrække.